|
|
Seniortroppen De sortbrogede Pingviner |
|
|
1.Gang i måneden 8.kl.- 18 år. |
||
|
Sommerlejr-gensyn med ægte senior-power! 3-5 oktober 2008 |
|
I sommers var vi, De Sortbrogede Pingviner, som bekendt på Åslejr. Der mødte vi en masse seje mennesker, og den første weekend i oktober var der blevet tid til en omgang gensyn. Vi startede kl. 17 hos Sofie med at spise en dejlig masse grillmad. Vi havde ikke set hinanden længe, så der var en masse ting, der skulle diskuteres inden vi kl. 19 satte os i bilen og kørte nord på mod Thorup Hede spejdercenter. Omkring kl. 20 var vi fremme ved centeret. Alle 34 blev samlet omkring bondegården og fandt plastiklommer med lister over de nye patruljer og deres medlemmer. Lederne havde taget fredag fri, og vi stod derfor selv for fredag aften og nat. Hver patrulje fik nogle små opgaver, der skulle løses plus to store opgaver: Vi skulle bygge en bivuak og koge havregrød til staben om morgenen. Vi blev dog hurtigt alle enige om, at lave det hele fælles. Det udviklede sig til en super hyggelig aften, der for vores og flere andres vedkommende mest foregik på herretoilettet, hvor vi lavede opgaver, hyggesnakkede og til sidst også sov, da vi ikke lige magtede at rykke ud i bivuakken. Man har vel lov til at være lidt doven? Lørdag stod vi op mellem kl. 6 og halv 7 og gik rimelig hurtigt i gang med at få lavet noget havregrød til staben. Det smagte ikke af noget overhovedet, men det blev lavet og heldigvis var der også noget andet morgenmad til dem, der måske ikke lige følte for at spise den noget slimede havregrød. Efter morgenmad og flaghejsning gjorde vi klar til at bygge katapulter. Det tog hele formiddagen og sluttede med en konkurrence om at skyde og gribe vandballoner. Inden vi nåede til at pille ned styrtede to katapulter sammen, så måske vi burde have øvet os lidt mere i pionering. Om eftermiddagen skulle vi ud og klatre. Vi gik 4 km i ægte soldatertempo og kom så til et område, hvor der var mulighed for klatring, men først skulle vi igennem en forhindringsbane. Det blev en konkurrence mellem patruljerne, dog uden nogen kåring af vinder. Ved klatreaktiviteten var der tre forskellige baner. Træ-klatring, en slags rappelling og noget udvidet rappelling. Efter at have prøvet lidt grænser af, gik vi tilbage til centret. Nu var det blevet tid til en seriøs make-over. Om aftenen skulle vi have galla-middag, så alle skulle i det fineste tøj, håret skulle sættes og make-up’en lægges. Det var kanon hyggeligt. Efter 1½ på badeværelset gik vi med højt humør til gallamiddag på spejdergården. Hver pige blev tildelt en bordherre, og så kørte aftenen ellers bare efter alle Emma Gad’s etikette-regler. Der blev trukket en del stole ud, skænket en del drikkelse op til tøserne og motioneret en del, da alle knægtene skulle følge deres pige på toilettet. Virkelig en sjov oplevelse. Om aftenen blev der stillet kasino op. Her kunne vi så vinde en masse penge – eller tabe en utrolig masse penge. Nogle var faktisk på randen til at udvikle ludomani og tabte en femtedel af holdet samlede penge. Hovsa. Efter denne aften med stil over, hyggede vi blot. Skrev i hinandens sangbøger, satte ild til vores hænder, spillede lidt guitar, kidnappede en giraf.. lidt af hvert! Omkring kl. 3- halv 4 gik vi i seng godt smadrede efter kun af have sovet 1½ time natten før. Søndag fik vi lov til at sove længe – eller rettere, nogle gjorde. Taberne fra casino’et måtte op en halv time tidligere og lave morgenmad på sengen til vinderne. Det nød de vist godt af, mens vi andre dødelige selv stod op og fik morgenmad samlet. Omkring kl. 10 gik vi i gang med dagens aktivitet – brobygning. Hver patrulje byggede en bro – nogle bedre end andre. Det blev dog både til kunstneriske broer, holdbare broer, hængebroer og yderst underlige broer. Efter frokost blev vinderen af brobygningen kåret og rengøringsopgaverne blev fordelt efter, hvor godt man ellers havde klaret sig.. Nogle – vi nævner ingen navne – blev tildelt den fantastiske toilet-tjans. Helt klart en oplevelse jeg sent vil glemme! Herefter var det tid til at skrive i de sidste sangbøger, og weekenden blev sluttet af med en kæmpe gruppekram efterfulgt af en masse enkelte kram og en super stemning hængende i luften. Det er utroligt så mange seje mennesker, der findes rundt om i Nordjylland! Føler mig næsten overbevist om, at vi nu kender eliten af dem. Tak for en fantastisk tur, Pingviner. - Marianne Haugaard |
| Program | Seniorlejre | Seniorsite | Møder |