Kuldetest af soveposer

Når efteråret går på hæld og vinteren så småt melder sin ankomst, kan nogle måske fristes til at tro, at vi spejdere går en smule i hi og holder os inden døre. Det er dog langt fra tilfældet hos spejderne i Aalestrup. Det er efterhånden blevet lidt af en tradition at teste os selv, vores soveposer og vores lager af kakao: Er endnu en overnatning i kulden mon mulig?

I år gik turen til shelterspladsen på Jenle Plantage. Vi tog af sted fredag inden aftensmad og fik gang i et bål på efter at have brændt et utal af diddle-papirer af. Ingen havde tænkt på, at avispapir kunne blive et hit i forbindelse med båltænding. Opgaven var for stor for vores ellers dygtige spejdere, og selv for vores firestarter Martin Thomsen lignede det en umulig opgave. Ild kom der dog, da militærmanden blev sat på opgaven. Vi kunne således spise vores medbragte madpakker rundt om bålet.

Da det begyndte at dryppe lidt fra himlen, søgte vi ly i den dertil indrettede bålhytte, der mere kan beskrives som et permanent mastesejl end en egentlig bålhytte. Her hyggede, snakkede og grinte vi til soveposerne efterhånden kaldte så højt, at finde dem frem. Poserne blev spredt ud i de to shelters, der på pladsen er opstillet.

Lørdag morgen stod vi op – nogle mere frivilligt end andre! – og spiste en form for havregrød. Tilsæt varmt vand og vupti har du havregrød med frugtstykker og mælk. Det var da smart. Efter morgenmad pakkede vi sammen og vente snuden mod spejderhuset.

Vi kan hermed konstatere at både spejdere, ledere og soveposer holdt til kuldetesten anno 2011.

Tak for en hyggelig overnatning, kære spejdere. Let’s do it again sometime 

Marianne Haugaard

Se billederne i galleriet ved at klikke her eller se diasshowet neden under: