Lørdag d. 22. august blev der igen i år afholdt spejder for en dag hos KFUM spejderne i Aalestrup. De engagerede ledere havde gjort klar til sjove aktiviteter og hygge for forældrene i og omkring spejderhuset på Rolighedsvej. Der mødte 15 børn og en del forældre og bedsteforældre op for at se nærmere på, hvad det er vi laver de 3 aftner om ugen, der er mødeaftener. Der var lege på plænen inspireret fra spejdernes sommerlejr i Skotland, kaste våde svampe efter en leder, dåsekast og meget andet sjov.
Den største aktivitet var helt klart pandekagebagning på bål, og der var alt det du kunne spise og bage med hhv. lækkert fyld af oksekød eller traditionelt med syltetøj og sukker. En skøn dag med godt vejr og vi fik vist lidt om, hvad vi går og laver i ugens løb, men mest af alt kunne de nye bævere se det hele an og tage deres forældre med. Vi gentager successen næste år. Tak for en dejlig dag.