Afsted for at redde Robin Hood

Og hør lige, hvad gruppen har oplevet …..

Med kapper på ryggen og en god ven i hånden: Afsted for at redde Robin Hood

En lørdag morgen i april, hvor hele spejdergruppen fra Aalestrup var samlet i Bjælkegården i Lillevorde, modtog spejderne et vigtigt brev fra Robin Hood. Han var selv tidligere på ugen taget på tur med sine venner for at drille sheriffen af Nottingham og tage guld og mad med tilbage til de fattige, men desværre gik alt ikke som planlagt for Robin Hood.

”Hjælp mig, før det er for sent”

En spejder er altid beredt og klar til at hjælpe, hvis der bliver kaldt – og kalde gjorde Robin Hood; man kunne næsten mærke hans råb! Spejderne fra Aalestrup tog en fælles beslutning om, at de ville redde Robin Hood, koste hvad det koste ville, og derfor deltog de i et løb, som skulle gøre dem i stand til at snige sig forbi og kæmpe imod sheriffen og hans soldater.

I træets top og med biller i munden

Spejderne kastede sig ud i klatrebaner i trætoppene, forhindringsløb på landjorden, lavede insektmad på bål og udførte mange andre udfordrende prøvelser, som alle gjorde dem i stand til i ly af natten, at redde Robin Hood og stjæle en kiste med guld med tilbage til i Bjælkegården. Dette blev fejret med sang og mange glade timer, inden spejderne fandt deres soveposer og takkede af efter en lang, udfordrende og sjov dag – og sov lige til den lyse morgen.