Kære sommerlejr, du gør det godt!
Spejdernes Lejr har været lidt speciel i sin opstart, da den har strakt sig over to dage, hvor vi som KFUM'erne er vant til, at vi på dag to kører på med fuldt program.
Søndag havde vi derimod denne gang tid til en rolig start. Spejderne tog på togt for at finde frie aktiviteter først på formiddagen, men eftersom lejren stadig var under opbygning, var de fleste aktiviteter mod forventning lukkede. Noget rastløse i det, blev dagen i stedet brugt i spejderbutikkerne på torvet, i cafeen i vores underlejrbydel og på spillet Freezer, som har vist sig yderst populært på disse kanter.
Ved 15-tiden satte vi gang i noget bål, så dagens mad-patrulje kunne få lov at kokkere på fineste vis på vores kæmpe store pande, der i dagens anledning gjorde det ud for en wok. For en gangs skyld var vi god tid og havde tid til opvask inden den fælles afgang fra vores bydels-torv (det, vi som KFUM'er ville kalde for underlejrpladsen). I samlet flok gik vi, flere tusind mennesker, og på vejen kunne vi se de andre spor af mennesker, der også var på vej mod åbningsshowet ved scenen. For os en tur på 3km. Sådan en entré går altså ikke stille for sig: 35.000 mennesker er mange, hvis enkelte skulle være i tvivl.
Showet havde Anders Lund Madsen og Anders Breinholt, bedre kendt som 'De sorte spejdere', som værter og havde besøg fra bl.a. Holstebros borgmester. Der var interviews med fine mennesker som H.K.H. prinsesse Benedichte, statsminister Helle Thorning og ikke mindst gamle venner som Jes Dorph og Lars Løkke. Selvfølgelig sang Martin Brygmann også lejrsangen "Skal vi gå udenfor?" for hele forsamlingen, så folk svingede tørklæderne noget så lystigt i luften. Godkendt åbningsshow, og alle glæder sig nu til, at lejren for alvor skal i gang med store aktiviteter og forhåbentligt nyde bekendtskaber.
Mandag, kom hid – vi glæder os til at gribe dig!
Marianne
Se billederne i diasshowet neden under: