Rigtig mange Aalestrup borgere havde fulgt spejdernes opfordring om at sætte deres brugte juletræ + 25 kr. ud til postkassen den første lørdag i år, men med 6 spejderbiler i sving blev alle indsamlet i løbet af et par timer.
”Man kan jo faktisk bruge træet til mange andre gode formål, men heldigvis kan mange i Aalestrup se, at ved at lade os hente træet mod en lille betaling, støtter man aktiviteter for børn og unge. Jo mere vi sveder med juletræerne, jo gladere er vi, og i år svedte vi rigtig meget”, fortæller gruppeleder Martin Holmgaard.
I alt blev indsamlet 158 dryssende juletræer langs Aalestrups gader + et par afstikkere til Simested og Hvam. Det er ikke ny rekord, men alligevel et flot antal.
Pengene går ubeskåret til Spejdernes Lejr i 2026, for at holde en lav egenbetaling.







