Efterår og jul i Spejderhuset

I november var der tid til ulvenat i spejderhuset. Ulve og spejdere mødtes fredag sidst på eftermiddagen, hvor vi sammen lavede aftensmad. I år stod den på byg-selv-burgere. Der blev hygget, snakket, sunget og spist lidt snolder. Om lørdagen stod den på stjerneløb i og omkring spejderskoven, og her blev spejderne udfordret i det, de har lært, f.eks. morsekoder, knob og samarbejde. 

Ulvenatten er en tradition, som børnene ser frem til, og hvor alting ellers skal gå så stærkt, er det rart at kunne trække stikket og fordybe sig i spejderarbejdet – også for lederne.

Næste aktivitet var juledekorationsdagen, hvor bævere/ulve og spejdere havde inviteret bedsteforældre/tanter/forældre eller andre reserver på besøg i Spejderhuset. Også her var der løb med poster, hvor man ved at løse opgaver i fællesskab vandt lys, mos, kogler, søm og andet til juledekorationer – og så gik det løs med ler og gran.

Sidst i november blev juletræet sat på fod og pyntet, mens der var konkurrence i, hvem der kunne lave den længste guirlande, og endelig den 4. december var der juleafslutning med enhedssange, julesange, julehistorie, besøg af ham med det store hvide skæg – og æbleskiver til alle, både børn og deres indbudte forældre.

Og således nåede KFUM-Spejderne i mål med år 2023, men allerede den 6. januar 2024 tager vi fat med år 2024 med indsamling af dryssende juletræer.

Kom og vær med – opstart 2023

Mandag den 14. august er det opstart for ulve (2. – 4. kl) og for spejderflokken (5. – 8. kl.), kl. 18.30-20.00

Tirsdag den 15. august er der opstart for bævere (0. – 1 kl), kl. 17.30-19.00

..og søndag den 20. august er der igen familiespejder (børn under skolealderen + forældre) kl. 9.15-11.15

Har du lyst til at lege, lære, være i naturen og være en del af et fællesskab? – Så er spejder måske noget for dig.

Du er meget velkommen til at besøge os og prøve at være spejder.